Når man skal, så skal man. Men måske bare ikke lige på bagklappen af en patruljevogn Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Lørdag nat lærte en 19-årig mand, at man ikke slipper ustraffet fra at tisse på ordensmagtens køretøjer. Og da slet ikke når ordensmagten er lige i nærheden og tilmed kan se direkte hen på ugerningen.
Den nat befandt den unge mand, som er bosat i Herfølge, sig i Skovsøgade i det centrale Slagelse. Her var han højtråbende og havde generelt en støjende adfærd. Men politiet fik nok, da den unge mand pludselig blev tissetrængende.
Han valgte nemlig at lade vandet op ad bagklappen på en politibil i nærheden. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Optrinnet blev overværet af nogle betjente, som fik sigtet den 19-årige for forholdet. Men da han fortsatte sin larmende adfærd, valgte betjentene at anholde manden for at tage ham med på stationen.
Han blev løsladt igen lørdag morgen.
Flere billeder: presse-fotos.dk