Et politisk flertal mente, at dagbøder på 250 kr. ville fjerne de uforsikrede køretøjer fra vejene. Det er bare ikke sket.
flere billeder: presse-fotos.dk
Tallet er godt nok nedbragt, siden det fra den 1. januar 2019 har kostet danske bilister 250 kr. pr. dag, hvis deres indregisterede køretøj ikke i det mindste har den lovpligtige ansvarsforsikring.
Alligevel viser en opgørelse, at der stadig kører 10.930 uforsikrede biler rundt på vejene. Dertil skal lægges, at det bestemt ikke er alle, som får betalt de 250 kr. om dagen, den dumhed koster.
Faktisk viser tal fra garantifonden Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), som driver dagbødesystemet og håndtere alle skader forvoldt af uforsikrede biler, at der de ramte bilejere har en samlet gæld på 1,1 milliarder danske kroner.
– Det er et meget voldsomt beløb, siger Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører i Venstre, som i 2018 stemte for dagbødereglerne ifølge finans.dk.
Trafikordføreren foreslår, at trafikminister Benny Engelbrecht (S) evaluerer ordningen.
– Den store gæld vidner om, at nogle bilejere er udenfor pædagogisk rækkevidde, siger Kristian Pihl Lorentzen.