Toyota har aldrig troet på, at elbiler er det eneste rigtige. Men nu skruer japanerne ligefrem ned i forventningerne til salget. Det går udover en ny fabrik.
Der bliver ikke noget af en batterifabrik i Fukuoka, Japan. I hvert fald ikke lige nu.
Det har Toyota bestemt sig for, efter at mærket har skruet ned for forventningerne til salget af elbiler.
Det skriver Nikkei Asia.
Ifølge mediet er Toyota stadig fast besluttet på at bygge en fabrik i Fukuoka. Men bilmærket er ikke længere så sikkert på, at stedet kun skal spytte batterier ud.
Beslutningen kommer oven på en revurdering af forholdet mellem, hvad Toyota kan producere af elbiler, og hvad forhandlerne ude i verden rent faktisk kan sælge til kunderne.
Tilbage i 2022 fortalte Toyota alle, der ville høre på det, at mærket ville bygge halvanden million elbiler senest i 2026. Det tal blev senere skåret ned til 1 million elbiler.
Og nu hedder det sig, at Toyota går efter at bygge 800.000 elbiler i løbet af næste år. Japanerne er da heller ikke de eneste, som gentagne gange har måttet justere forventningerne til elbiler.
Volvo har adskillige gange måtte krybe til korset og fortælle omverdenen, at man alligevel ikke kan leve op til egne mål om kun at sælge elbiler.
Senest har det svensk-kinesiske mærke måtte erkende, at man i Australien alligevel ikke udelukkende kan leve af at sælge elbiler.
– Der er ingen mening i at skubbe videre med en strategi, hvis vores forbrugere ikke er klar til det, siger Stephen Connor, direktør for Volvo Cars i Australien, til mediet Drive.
Volvos globale mål var indtil sidste efterår, at elbiler skulle udgøre 100 procent af deres salg i 2030.
Men i en ny såkaldt bæredygtighedsrapport fra mærket står der nu, at ‚man sigter efter et salg af 90 til 100 procent ‚elektrificerede‛ biler. På den måde tæller mærket også hybridbilerne med.
Læs flere artikler efter annoncerne: