Gi’ den en orange klat maling, og den vil være som skabt til rollelisten til den næste Fast and Furious-film.
Verdens største aftermarked bilshow bliver i år lidt anderledes. SEMA Show i Nevadas ørken bliver nemlig på grund af corona-virus udelukkende afholdt virtuelt. Men det afholder ikke bilfabrikkerne fra at tage vilde konceptet med.
En af dem, der i år vil vise noget nyt, er Toyota. Japanerne er nemlig klar med et topløst Supra Mk. V-koncept. Sagt på en anden måde: Targa-udgaven, som både fandtes i på 80’ernes Mk.III og 90’ernes Mk.IV, vender tilbage.
Derfor har vi targa-biler
Og så alligevel ikke helt. Indtil videre er det nemlig blot et koncept. Og skal vi tage den helt store pessimist-hat på, så er targa-biler heller ikke helt topløse slæder. Targa-bilen var nemlig noget, Porsche i sin tid kom på for at omgå de amerikanske trafiksikkerhedsregler, der i 1965 var godt på vej til at forbyde cabrioleter.
LÆS OGSÅ: Udstødning til 125.000 kr. får Toyota-limo til at lyde som F1-racer
Kaleche-biler var for usikre, hvis de væltede om på ‘taget’ med hjulene i vejret, lød argumentet. Forbuddet kom dog aldrig, men Porsche nåede altså at sende en 911 Targa på vejene. En tagtype man har holdt fast i siden.
Flere detaljer
Når – eller hvis – Toyota beslutter sig for at sætte Targa-supra’en i produktion, vil bilen dermed i endnu højere grad end nu ligne bilen, hvis platform den er bygget på. Nemlig BMW Z4.
Bliver Supra Targa Mk.V til noget, har Toyota gjort diffuseren større, ligesom sideskørterne har fået lidt mere bredde på. Endelig er den forreste splitter gjort en smule længere. Bare så eventuelt kommende kunder ikke føler, at de køber en MK.V med ‘hul’ i coupé-taget.
Den virtuelle 2020-udgave af SEMA Show begyndte i går, mandag d.2 november, og kan følges frem til fredag d. 6 her.