Den amerikanske præsident Donald Trump vil af med elbiler i det offentlige USA. Det står til at koste skatteyderne 7 milliarder kroner.
Lige nu og her står den amerikanske regering til at tabe halvanden milliard kroner på at sælge ud af de elbiler, som staten allerede har indkøbt.
Men ifølge mediet Politico venter der skatteyderne en endnu større regning. Den amerikanske stat råder nemlig over 25.000 elbiler.
Og regner man de flere tusinde ladestandere, Trump har beordret pillet ned, bliver regningen endnu større.
Anonyme kilder i den amerikanske regering, som Politico har talt med, anslår, at det alene at fjerne ladestanderne igen og skaffe infrastrukturen af vejen vil koste yderligere 100 millioner dollar.
Hvad angår elbilerne, mener de anonyme kilder, at de 25.000 styk vil overvælde markedet så meget, at regeringen skal acceptere et værditab på mindst 25 procent for bare at kunne komme af med bilerne.
Trump kan tabe endnu flere milliarder på regeringens elbiler
Det er et tab på yderligere 225 millioner dollar svarende til halvanden milliard danske kroner, hvis man spørger de anonyme kilder. Kilder, der i øvrigt er anonyme, fordi de har fået forbud mod at tale med medierne.
Udover værditabet skal regeringen ud og bruge penge på erstatninger for de 25.000 elbiler, som Trump ikke længere vil have i flåden.
Det regner Politicos kilder med er en udskrivning i omegnen af 700 millioner dollar for den amerikanske stat. Penge, der kun kan findes ét sted – nemlig i skatteborgernes lommer.
Dertil skal man ifølge kilderne lægge de 300 millioner dollar, som den tidligere Biden-regering brugte på indkøb af elbiler og på at få infrastrukturen op at stå ved regeringsbygningerne og andre offentlige kontorer.
Ifølge en beregning fra konsulentfirmaet ICF, som InsideEVs refererer til, kan og skal yderligere seks milliarder dollar lægges til den endelige regning.
De seks milliarder dollar, der svarer til 41 milliarder kroner, er nemlig, hvad USA stod til at spare i udgifter ved at beholde de 25.000 elbiler, som nu skal væk.
Noget af regningen kan dog også blive tørret af på andre end lige den amerikanske skatteyder. Præsidenten i Det Hvide Hus har allerede lagt 25 procent told på biler fra Canada og Mexico, og mere kan være på vej.
Samtidig truer Trump med at ramme de europæiske bilmærker, der ikke flytter produktionen af deres amerikanske salg til USA, med mindst lige så meget told. Læs mere om det her.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så skriv til os: bj@boosted.dk