Fathouse Performance har monteret et par turboer under Mustang GT350 – hils på et monster af en muskelbil
Ford Mustang GT350 er desværre én af mange performance-modeller, som mærket ikke har villet slippe løs på de danske veje. Dermed går vi også glip af tunermulighederne.
En af dem står de amerikanske tunere Fathouse Performance bag. I alt sin enkelthed – som nok ikke er så lige til alligevel – har man skruet ikke bare én men hele to turboladere under bilen.
Den behandling forvandler GT3500 til 1000R. Meget rammende. For på E85-brændstof sender den 5.2-liters V8’er 950 hestekræfter direkte ud baghjulene. Med 93-oktan- benzin er vi nede på 806 hestekræfter ifølge tunerens egen måling.
Spørger du os, er begge tal dog mere end godkendt. Det gør i hvert fald Mustang’en til et monster, der blot skal bruge 2,5 sekunder på at spurte fra 0 til 100 km/t. 0,3 sekundere hurtigere end Ferrari 488 Pista. Men Ford’en fortsætter faktisk helt til en tophastighed på 300 km/t.
LÆS OGSÅ: Alfa Romeo planlægger letvægts-Giulia GTA med 620 hk
402 meter tilbagelægges i den tungt-tunet Mustang på bare 9,9 sekunder. Til sammenligning skal Bugatti med det dobbelte antal cylindre og turboer bruge 10,1 sekund på samme distance.
For dem, der bare ikke kan få nok, har Fathouse Performance også ombygninger klar der skubber yderligere til ydelsen. 1.200 hestekræfter er en mulighed. Mens 1.400 hestekræfter nok er forbeholdt dem, som vil have mere med mere på.
Til gengæld er tiden fra 0-100 km/t barberet yderligere ned til 1,91 sekunder – mens topfarten er vilde 354 kilometer i timen.
Den slags er selvfølgelig ikke gratis. 1000R koster fra 40.000 dollar. Nej, ikke for hele bilen. Det er hvad ombygningen i sig selv koster. Av!