Det er blevet mere besværligt at stjæle nye biler. Men delvist kan det stadig lade sig gøre. Og nu render tyvene med hele batteripakker.
Det er blevet meget sværere at stjæle nye biler, så tyvene går i stedet efter værdifulde enkeltdele. Senest er de begyndt at rende med hele batteripakker.
Sådan lyder advarslen fra norsk politi, hvor man allerede har modtaget anmeldelser om de første tyverier af den slags.
Det skriver norsk politi på sociale medier.
Tidligere på året var der herhjemme en hel bølge af tyverier fra nyere biler, hvor tyvene især stak af med meget dyre spejle og spejlglas. Noget, der nemt kunne koste ejerne flere tusinde kroner at få udskiftet.
LÆS OGSÅ: Elbiler gør trafikken langsommere, siger politiet
Men nu har i hvert fald tyvene i Norge fået bedre tid. For nogle af dem stikker simpelthen af med hele batteripakker til elbiler.
Lige nu er det især hybridbilerne, det går ud over. Særligt er Toyota-modellerne Corolla og RAV4 populære ofre.
– Der har på det seneste været flere tyverier fra sådanne biler. Gerningsmændene kom ind gennem en lille lem direkte bag bagruden, tog bagsæderne ud og stjal batteripakkerne, lyder det fra ordensmagten.
Politiet kan i den forbindelse kun opfordre ejerne til, at de foreløbigt passer ekstra godt på deres biler. Desuden er det en god idé at tage flere forholdsregler.
– Hvis du har sådan en bil eller kender nogen, der har sådan én, skal du være ekstra opmærksom og også se på mulighederne for at installere et alarmsystem.
– Det kan også være en god idé at parkere bilen i ekstra god belysning for at få et tyveri til at virke afskrækkende for potentielle gerningsmænd, lyder det fra politiet.
Det er da heller ikke uden grund, at tyvene nu går efter hele batteripakker. Alene sådan noget til en hybriddrevet Toyota løber nemt op i 40.000 danske kroner. Og der er ikke rigtig noget brugtmarked for den type batterier.
Så forsvinder batteriet i et tyveri, er der kun én vej. Nemlig en ordre på et nyt batteri direkte hos Toyota. Og ikke bare er det dyrt. Leveringstiden kan også være meget lang.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!