To mænd har fået konfiskeret deres biler og store bøder, ligesom de begge har fået 30 dages betinget fængsel for at køre gaderæs mod hinanden.
En sag om ulovligt gaderæs i Hvidovre har først nu fundet sin afslutning. Det selvom forholdet – hvor to mænd blev sigtet for at køre ulovlig gaderæs mod hinanden – stammer tilbage fra den 13. oktober 2019.
Her blev de to mænd på henholdsvis 29 og 36 år ifølge anklageskriftet snuppet i at køre om kap på strækningen Stamholmen med omkring 140 kilometer i timen.
Det skal nu koste de to dyrt, besluttede Retten i Glostrup tirsdag i denne uge. Retten fandt nemlig, at de begge havde gjort sig skyldige i ‘særlig hensynsløs kørsel’.
Derfor blev de hver især idømt 30 dages betinget fængsel, ligesom de skal begge skal udføre 40 timers samfundstjeneste og hver under Kriminalforsorgenes opsyn i et år.
– Retten lagde vægt på, at der var tale om arrangeret kapkørsel med høje hastigheder, at der var tilskuere på strækningen, og at de kørte dør om dør på en offentlig vej, hvor andre trafikanter kunne dukke op i området – og dømte dem begge ifølge anklageskriftet, udtalte specialanklager Charlotte Møgelhøj ved Københavns Vestegns Politi efterfølgende om dommen.
Staten sælger bilerne
Både den 29 og 36-årige blev desuden frakendt førerretten ubetinget i et halvt år. Det betyder, at de skal op til nye køreprøver, hvis de vil have deres kørekort igen.
For den 29-åriges vedkommende skal han udover fængselstraf og samfundstjeneste betale 16.000 kr. i bøde, mens den 36-årige skal aflevere 12.000 kroner til statskassen. Bøderne er bestemt ud fra mændenes månedsløn i nettokroner.
Slutteligt bestemte retten, at den ene af de to beslaglagte biler – en Toyota Starlet – nu skal sælges på auktion, og at beløbet herfra skal tilfalde statskassen.
Den anden bil – en Volkswagen Golf GTI – blev solgt, inden retten fik afsagt dom i sagen.