En tur til Tyskland efter billige bajere endte med at blive en meget dyr fornøjelse for en mand fra Møn.
Torsdag formiddag i sidste uge trillede en ældre varevogn af færgen ved Rødbyhavn. Godt sænket tiltrak den sig myndighedernes opmærksomhed, skriver Folketidende.
En kontrolvejning afslørede da også, at den var mere end rigeligt godt læsset med øl og vand, oplyser Loland-Falsters Politi.
Bilen viste sig at veje hele 540 kilo for meget i forhold til den tilladte totalvægt på 3.300 kilo. Det svare til et overlæs på 16 procent.
LÆS OGSÅ: Bilist blitzet med 244 km/t i 80-zone
Efterfølgende blev føreren af bilen – en 31-årig mand fra Møn – bedt om at læsse vare af bilen, så totalvægten kom ned på det korrekte niveau, ligesom han fik stukket en bøde for overlæsset i hånden.
Overlæs straffes med en bøde på 75 kr. pr. procent, bilen er læsset for meget. I dette tilfælde 16 procent, hvorfor bøden løber op i 1.200 kroner.