Motorsport og den almindelige trafik skal selvfølgelig holdes adskilt. Og som rallykører skal man ikke tro, man er/var noget – bare fordi der køres på offentlig vej. Heller ikke i 80’ernes England.
Vi skal tilbage til slut-80’ernes England og den 26. udgave af Tudor Webasto Manx International Rally. Det deltog belgieren Patrick Snijers nemlig i. Og ovenikøbet i en BMW E30 M3.
Men da han for rullende kameraer fejlbedømmer afstanden til sit pit-mandskab i vejsiden, ser han kun en løsning. Nemlig at hive håndbremsen og i en snæver vending få Bimmerens snude den rigtige vej. Det var lokalbetjenten dog ikke synderligt imponeret over.
Så efter en snak om hvordan man opfører sig i trafikken – selvom man er rallykører – måtte Snijers med et smil tage imod en bøde. Løbet? Ja, det vandt han i øvrigt.