På strækningen blev 5.000 bilister blitzet. Men politiet mener ikke, at en ny dom får principiel betydning.
I forbindelse med Roskilde Festival satte Midt- og Vestsjællands Politi midlertidigt hastigheden på en del af Holbækmotorvejen ned. Hastigheden gik fra 110 km/t til 80 km/t. Og for at kontrollere at bilisterne nu også holdt hastigheden rykkede politiet ud med fotovogne.
På den tid kørte mere end 5.000 bilister i fælden. Efterfølgende klagede mange bilister dog over politiets mangelfulde skiltning. Og nu har bilisten Christian Elgaard fået Retten i Roskildes ord for, at der var og er noget om snakken. Skilningen var mangelfuld. Derfor blev Christian Elgaards bøde annulleret. Det skriver Ekstra Bladet.
LÆS OGSÅ: To mænd og én kvinde tiltalt for gaderæs – “De skal alle tre i fængsel”
Men politiet giver ikke meget for byrettens afgørelse. I hvert fald er den ikke principiel nok til, at politiet vil betegne fejlen med deres skiltning som generel. Heller ikke selvom man i 2019 annullerede hele 2.400 fartbøder på grund af den samme, mangelfulde skiltning.
– Det her er jo en helt konkret begrundelse. Og vi har ikke ført det bevis, der skulle til.
– Men vi havde haft muligheden for at indkalde operatøren i ATK-vognen, og bede ham afgive forklaring omkring skiltningen derude, og det gjorde vi ikke, siger advokaturchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Susanne Bæk Nielsen til avisen.