Der kan ikke være meget tvivl om, at Toyota er på vej med den hidtil vildeste Supra Mk. 5 til dato. BMW-teknikken får i den grad et hak opad.
Den seneste Supra er sådan set ‘bare’ en BMW i en anden indpakning. Det kan Toyota – uanset hvad japanerne siger – ikke løbe fra.
Der står BMW overalt på bilen, lige så snart man kigger bare lidt nærmere på den. Men hvor tyskerne er klar til at lægge søsterbilen Z4 i graven, er Toyota angiveligt frisk på endnu en Supra med BMW-teknik. Læs mere om det her.
Men altså ikke før den nuværende Supra har fået i hvert fald endnu en omgang. En Supra Mk. 5 baseret på M3 – muligvis fra coupéen M4 CSL-teknik – har længe været rygtet.
Og nu tyder alt på, at Toyota tester den på Nürburgring. Endda med manuelt gear. Hvis alt går som spået i diverse medier, vil den nye Supra-version være god for mindst 550 hestekræfter og 650 Nm.
LÆS OGSÅ: Ny lov har givet danske bilister 10.000 bøder på 6 måneder
Når det så er sagt, går der et vedholdende rygte, om at Toyota vil kalde en kommende elbil for Supra.
Det selvom Toyota har stået meget på, at elbilen er langt fra at være den eneste gangbare løsning, når det kommer til fremtidens transport.
Til Fortune siger Toyotas øverste europæiske chef, Matt Harrison, ligefrem, at markedet for især brugte elbiler ikke eksisterer.
– Der er ingen efterspørgsel på brugte elbiler. De (brugte elbiler, red.) trækker virkelig ned, når man ser på, hvad det koster at eje bilen.