Der er rift om de p-skiver, som bystyret i Flensborg deler gratis ud. Det er især danske bilister, der vil undgå ubehagelige overraskelser, man bestormes af.
I Danmark skal p-vagter respektere en udenlandsk p-skive. Det er lige modsat i Tyskland, hvor p-vagterne må blæse på alle klokkeslæt, som ikke står på en gangbar tysk p-skive. Og det har mange danske bilister, som kører syd for grænsen, efterhånden opdaget.
LÆS OGSÅ: Raser over fartbøde – politimand har meldt kollega til…. politiet
Løsningen er dog lige til. Bl.a. i Flensborg hvor bystyret uddeler de tyske p-skiver gratis. Og det har faktisk ført til noget af en storm for danske bilister. Det skriver TV Syd.
– Det fik efterspørgslen til at eksplodere. Rigtig mange kiggede forbi kontoret for at hente en p-skive. Samtidig har mange ringet eller skrevet, siger Peter Hansen, som er leder af Region Sønderjylland-Schleswig-kontoret, til TV Syd.
Melder ‘alt udsolgt’
Faktisk er det gået så stærkt med at dele p-skiver ud til danske bilister, at bystyret bare få dage efter udmeldingen om de gratis p-skiver måtte melde alt ‘udsolgt’. Der er ikke flere p-skiver at komme efter. I hvert fald ikke den gratis slags, der var 1.500 af.
Gangbare tyske p-skiver kan dog stadig købes på diverse tyske tankstationer. Her er prisen én sølle euro. Lige omkring 7,5 kr. med den dagsaktuelle vekselkurs. Bystyret i Flensborg siger samtidig, at man har bestilt flere p-skiver.