En hollandsk Golf GTI-chauffør er blevet arresteret efter han gav “lidt” for meget gas på en motorvejsstrækning.
Både en ‘anselig’ pengemængde og en Golf GTI er beslaglagt. Sådan kan det hollandske politi gøre resultatet op, efter at ordensmagten i sidste uge fik bragt en Volkswagen Golf GTI til standsning.
Det forløb dog ikke helt problemfrit. I stedet for at stoppe første gang en patrulje gav Golf-chaufføren tegne til det ved en afkørselsrampe ved motorvejen, trådte chaufføren på speederen og fortsatte ned på motorvejen.
Den manøvre indledte en længere biljagt. Optagelser fra politibilen viser, at ordensmagten på et tidspunkt må køre op mod 240 km/t for overhovedet at følge med GTI’en.
LÆS OGSÅ: 200 bilister samlet til ulovligt gaderæs – politiet kom for sent
At det hele får en enden, sørger GTI-chaufføren dog selv for, da vedkommende drejer af motorvejen. På de mindre veje bliver Golf’en nemlig mødt af en ventende patruljevogn, og så er køreturen overstået.
Ifølge hollandske medier fandt politiet frem til, at Golf-chaufføren ikke havde noget kørekort. Om det, eller det faktum at der lå mistænkeligt mange penge i bilen, var årsagen til, at bilisten ikke stoppede, vides ikke.
Men sikkert er det i hvert fald, at både bilen og den anselige mængde penge nu er i politiets varetægt.