Hvordan det kunne gå så galt, melder historien desværre ikke noget om. Men ødelagt. Det er bilen i hvert fald.
Og hvis ikke det er en total afskrivning, så kræver det mindst millioner at genoprette skaderne. Og når vi nu har med en Bugatti at gøre, skal vi nok regne de millioner i dollarkursen.
Hvordan branden opstod er som sagt et mysterie, men den må have været meget lokal lige omkring Bugatti’en, som stod parkeret i et p-hus i Miami. For lige ved siden af den bil stod en sort Ferrari, som ikke har taget skade.
Det skriver Carscoops.
I et Instagram-opslag hævdes det dog, at årsagen skal findes i en påsat brand. Der er altså – i hvert fald ifølge instagram-opslaget – ikke tale om en fejl på bilen, som udviklede sig til en brand.
Bilen menes at tilhøre den dominikanske musiker El Alfa. Men det er endnu ikke blevet bekræftet, omend den udbrændte franskmand minder uhyggeligt meget om en Chiron, der optræder i en af El Alfas musikvideoer.
Bare lige for at få referencerammen på plads så koster en Chiron fra 2,5 millioner euro. Det der svarer til små 19 millioner danske kroner. Altså uden afgift.