De såkaldte aktive fartbump har fået så meget kritik i Danmark, at Vejdirektoratet i mindst ét tilfælde har fjernet dem. I Sverige er fartbumpet en ‘succes’.
Vejdirektoratet har fået så meget kritik for de såkaldte ‘aktive fartbump’ – Actibump – at man i Faaborg på Sydfyn har fjernet bumpet igen.
Noget, som Boosted kunne fortælle, kostede Vejdirektoratet én million kroner. Altså bare at få anlagt ét bump. Men i Sverige hævder Trafikverket, at bumpet fanger over 300.000 bilister på to år.
Bumpet, der i princippet er en faldlem på seks centimeter, som kun udløses, når en bilist kører for hurtigt, er lagt ned flere steder i Sverige. Og myndighederne hævder, at det kun generer folk, der kører for stærkt.
– I modsætning til andre fartbump som bump og huller, stopper disse kun fartsyndere.
– Vi har stadig mærket stor forskel, og de målinger, vi har taget, viser, at det kun er mellem én og fem procent, der kører for stærkt, siger Eva Lundberg fra Trafikverket til Carup.
LÆS OGSÅ: Kina har opkøbt tysk bilfirma i krise
Mens svenskerne lovpriser de nye fartbump, har de herhjemme været en mindre katastrofe. Især fordi de til prisen virker alt for dårligt.
– Actibump koster cirka ti gange så meget som et almindeligt asfaltbump. Og hertil kommer så en ret høj vedligeholdelsespris. Faktisk er prisen for vedligehold af et enkelt ‘Actibump’ den samme, som det koster at lave et asfaltbump, har trafikforsker på DTU Jeppe Rich sagt til DR.
Heller ikke kollegaen Harry Lahrmann, der er forsker ved Aalborg Universitet, kan se pointen med de nye bump. Faktisk kalder Lahrmann bumpene for ‘en dårlig idé’.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!