Den miljø-økonomiske vismand Lars Gårn Hansen anbefaler, at staten indfører højere afgifter på elbiler tidligere end planlagt. Det frygter bilimportørerne dog.
Den miljø-økonomiske vismand Lars Gårn Hansen anbefaler, at afgifterne på elbiler hæves tidligere end planlagt.
Hansen, der er professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, begrunder forslaget med det stigende salg af elbiler.
– Det går så godt med salget af elbiler i Danmark, at afgifterne på elbiler kan hæves tidligere end planlagt, siger han i et interview med Altinget.
– Det gør det muligt, at man hurtigere end planlagt vender tilbage til ensartede afgifter på el- og fossilbiler.”
I Danmark har elbiler i en årrække haft en lav registreringsafgift for at fremme salget og understøtte en grøn omstilling af transportsektoren. Den nuværende plan er at udfase denne lavere afgift gradvist frem mod 2035.
Men udviklingen går hurtigere end forventet. Elbilerne overtog førstepladsen på det danske marked i 2024. Det ser dog noget anderledes ud i både Sverige og Tyskland. Læs mere om det her.
I december samme år var 61,5 procent af de 17.469 nyindregistrerede biler elektriske, og elbilernes andel af det samlede bilsalg i 2024 nåede 51,5 procent.
En analyse fra Mobility Danmark forudser, at Danmark allerede i starten af 2028 vil have en million elbiler på vejene, hvis afgifterne forbliver uændrede. Det er væsentligt tidligere end det politiske mål om en million elbiler i 2030.
Vismanden Lars Gårn Hansen argumenterer for, at de nuværende skatterabatter ikke længere er nødvendige for at nå målet.
– Når det viser sig, at man kan nå målet ved brug af mindre skatterabatter, end man troede, tilsiger det, at man retter instrumentet til,” siger han til Altinget.
Spørgsmålet om elbilernes afgifter forventes snart at blive taget op politisk. Skatteminister Rasmus Stoklund har bebudet forhandlinger med Folketingets partier om emnet.
– Jeg kommer til at bruge rigtig mange kræfter i de kommende måneder på at få indrettet afgiftssystemet på en måde, der understøtter udviklingen efter 1. januar 2026, hvor den nuværende aftale om afgifterne på elbiler udløber, sagde Rasmus Stoklund i december til Ritzau.
Han erkender samtidig afgiftssystemets betydning for elbilsalget.
– Afgiftssystemet har gjort det mere attraktivt at købe elbiler, fordi de ellers ville have været meget dyrere, især de første år.
– Samtidig er der en udvikling i gang, hvor bilproducenterne laver elbiler i flere forskellige prisklasser, så teknologien hjælper også elbilsalget på vej.