Det begyndte for 75 år siden – men fra nytår stopper Volkswagen salget af alle nye diesel- og benzinbiler i Norge.
Det er snart slut med diesel-og benzindrevne Volkswagen-modeller. I hvert fald den nye af slagsen i Norge.
Til december vil den norske VW-importør have solgt den sidste fabriksnye diesel/benzinbil til en nordmand.
Det skriver den tyske bilgigant i en pressemeddelelse ifølge mediet E24.
Beslutningen, skriver Volkswagen Norge i pressemeddelsen, blev taget i anledningen af mærkets markering af 75 år i Norge.
LÆS OGSÅ: Varslede benzin og diesel til 20 kr. literen – nu er der nyt
– Det kan virke mærkeligt at markere milepælen ved at tage modelikoner ud af vores portefølje, men det har været en ambitiøs og vigtig investering gennem tiden, siger Ulf Tore Hekneby, administrerende direktør hos Volkswagen-importøren Harald A. Møller AS.
Samtidig med beslutningen om at stoppe salget af biler med forbrændingsmotor kan Volkswagen-importøren også notere sig, at det er 10 år siden, den første helt elektriske VW blev solgt til en nordmand.
Desuden markerede september 2023 endnu en måned, hvor Volkswagen ID.4 var den næstbedst sælgende bil i Norge overhovedet.
Det kan dog kun blive ved, hvis Norges statskasse holder hånden under elbilmarkedet, mener Volkswagen-importøren.
– For at udviklingen kan fortsætte i den rigtige retning, skal vi sikre, at disse incitamenter ikke udvandes for hurtigt, siger Ulf Tore Hekneby.
Herhjemme sælger Volkswagen stadig både benzin- og dieselbiler. Men den svensk-kinesiske konkurrent Volvo besluttede allerede for ét år siden at stoppe salget af diesel- og benzinbiler. Og det faktisk med øjeblikkelig virkning. Læs mere om det her.