Det giver godt at være topchef hos Volvo. Direktør Jim Rowans løn svarer til, hvad 100 af mærkets ansatte får i løn på ét år. Det er dog stadig småpenge i forhold til chefkollegerne.
Som direktør for Volvo Cars tjener Jim Rowan 31.000 kroner om dagen. Det er 11,3 millioner kroner om året. Og det er bare grundlønnen.
Lægger man bonusordninger oveni, tjener Jim Rowan, hvad der svarer til 100 af mærkets ansattes lønninger om året.
Det skriver Dagens Industri.
Pengene, som den 60-årige brite hæver hos Volvo, er dog stadig småpenge i forhold til konkurrenterne, især i den tyske bilindustri.
Sammenlignet med hvad Stellantis-koncernen betalte sin nu tidligere direktør, Carlos Tavares, arbejder Jim Rowan nærmest gratis. Læs mere om det her.
Volvo-direktøren kan dog lune sig ved, at han blev håndplukket til tjansen og derfor fik 7,5 millioner kroner bare for at skrive under på kontrakten. Det, der også kaldes en sign-on-bonus.
Direktøren må dog også acceptere, at meget af hans lønpakke er bundet direkte op på aktier. Derfor fik han under 740.000 kroner i bonus den vej rundt i løbet af 2024.
Den lave udbetaling hænger direkte sammen med, at Volvos aktiekurs faldt hele 27 procent i samme periode. I 2023 fik Rowan omvendt 3,6 millioner kroner ud af aktiekursen. Altså i bonus alene.
Til sammenligning skriver Dagens Industri, at den vel nok mest kendte Volvo-direktør nogensinde, Pehr G. Gyllenhammar, fik lige knap 7 millioner kroner om året, da han havde ansvaret for bilmærket mellem 1971 og 1983.
Jim Rowan er dog langt fra den eneste Volvo-direktør, der tjener godt i dag. Volvo Group, der ikke har noget med Volvo Cars at gøre, giver hver eneste dag sin direktør 250.000 kroner i løn.
Sammenlignet med forholdene hos de tyske konkurrenter er løn hos både det ene og det andet Volvo-firma dog det rene vand.
Volkswagen-koncernen betaler eksempelvis sin øverste direktør, Oliver Blume, 57 millioner kroner om året. Chefen for mærket VW, Thomas Schafer, får lige under 30 millioner kroner om året.
Læs flere artikler efter annoncerne: