Den nye Volvo EX30 er meget populær både i Danmark og Sverige. Men nu viser en svensk beregning, at værditabet er et mareridt.
Den nye Volvo EX30 har på kort tid oplevet et betydeligt værditab, hvilket har gjort den populære elbil mere attraktiv for brugtkøbere. Men det er et mareridt for de første ejere.
Det viser en gennemgang fra svenske Aftonbladet.
Som ny er EX30 nemlig en hamrende dårlig investering – især hvis man vælger det store batteri og ekstraudstyr – falder bilens værdi med lynets hast.
Ifølge Aftonbladet er en Volvo EX30, som kun har kørt 2.930 kilometer, allerede faldet med 182.000 svenske kroner fra nyprisen, og selv næsten fabriksnye modeller sælges med rabatter på op til 90.000 svenske kroner.
Volvos oplever ifølge en biløkonom dog ikke andet, end Teslas kunder stod i, da det bilmærke satte priserne voldsomt meget ned.
LÆS OGSÅ: Er din Tesla ramt? Dette udstyr til 58.000 kr. virker ikke
Biløkonom Ronny Svensson sammenligner udviklingen med, hvad der skete, da Tesla sænkede deres priser betydeligt for omkring to år siden.
Svensson forklarer, hvordan bilister, der havde købt en Tesla før prisnedsættelsen, følte sig snydt over den pludselige værdiforringelse.
– Det er præcis den samme følelse som dem, der havde en Tesla, da Tesla sænkede prisen med 100-150.000 svenske kroner. De følte sig snydt, udtaler han til Aftonbladet.
Da Tesla begyndte at sætte prisen ned, hørte Boosted også fra frustrerede ejere. Bl.a. en Model Y-ejer, som over natten havde tabt hele 250.000 kroner.
Værdifaldet på Volvo EX30 svarer til cirka 40 danske kroner pr. kørte kilometer. Denne situation står i kontrast til det generelle indtryk af, at Volvos biler plejer at holde en høj brugtværdi.
For ejere, der har været nødt til at sælge deres EX30 efter mindre end et år, kunne det i praksis have været billigere at benytte en limousineservice i stedet.
Brugtkøbere kan derimod drage fordel af situationen, da det store værditab, som første ejer typisk har måttet tage, gør Volvo EX30 mere økonomisk fordelagtig for næste ejer.
Mange af disse biler er tilmed lagerbiler, der sælges med yderligere rabatter, ofte på over 100.000 svenske kroner.
Volvos danske forhandlere tilbyder også privatleasing som en mulighed for dem, der ønsker at undgå risikoen for yderligere værditab.
Det er i øjeblikket muligt at lease en fabriksny Volvo EX30 med det større batteri til en månedlig ydelse fra 3.795 danske kroner.
Hvilket i mange tilfælde er mere økonomisk fordelagtigt end at købe bilen ved at lægge alle pengene på bordet på én gang.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!