Volvo Cars er kommet særdeles godt fra start i 2021 og kan rapportere om en stigning i det globale salg på 40,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Det samlede salg i perioden udgjorde 185.698 biler, mod 131.889 biler i samme periode sidste år. Alene i marts måned solgte Volvo Cars 75.315 biler globalt, hvilket er en stigning på 62,3 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
I Danmark ses samme positive tendens, og marts blev dermed den bedst sælgende måned i virksomhedens historie. Volvo Car Denmark solgte over 900 biler alene i marts måned hvoraf 71% af disse var fra Recharge modelserien af genopladelige biler. Globalt set udgjorde andelen af Recharge modeller 26% mens det i Europa var 39%.
I marts var XC40 den mest solgte model med et salg på 23.958 biler, efterfulgt af XC60 med et samlet salg på 21.186 biler og Volvo XC90 med 9.893 biler. I Danmark er stigningen især drevet af den populære SUV, XC40, efterfulgt af V60, der i plug-in hybrid varianterne har slået alle tidligere rekorder.
Fremtiden er elektrisk
I marts måned åbnede Volvo Car Denmark for salget af XC40 Recharge Twin, mærkets første fuldelektriske SUV, og som noget nyt kunne de danske kunder afgive bestillingen online. Salget af XC40 Recharge Twin er gået over al forventning og Volvo Car Denmark forventer at denne tendens fortsætter ind i andet kvartal.
Senere på året åbner ordrebøgerne for Volvos anden fuldelektriske bil, C40 Recharge, der blev fremvist ved et online event d. 2. marts. C40 Recharge har alle fordelene ved en SUV, men med et lavere og mere strømlinet design. Den er baseret på CMA-platformen og den første Volvo-model i historien designet udelukkende som ren elbil. Efter introduktionen af XC40 Recharge og nu C40 Recharge vil Volvo Cars lancere en række fuldelektriske modeller i de kommende år.
Allerede inden 2025 sigter virksomheden mod, at 50 procent af dens globale salg skal bestå af fuldelektriske biler og resten af hybrider. Planen er senest i 2030 udelukkende at sælge fuldelektriske biler.