Volvo har indtil nu hårdnakket nægtet andet, end man kun vil bygge elbiler senest i 2030. Men nu bøjer det svensk-kinesiske mærke af.
Det bliver alligevel ikke Volvo, som i 2030 kun bygger elbiler. Det havde mærket ellers lovet. Direktøren nægter at kalde det et løftebrud.
– Vi er pragmatiske og fleksible, samtidig med at vi fastholder en brancheførende position inden for elektrificering og bæredygtighed, siger administrerende direktør Jim Rowan.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Volvo sendte ud onsdag eftermiddag i denne uge.
Efter et farvel til dieselmotoren, som måske nu heller ikke skal regnes som særlig definitivt, gør Volvo det nu klart, at man ikke kan undvære benzinbilen og hybriddrivlinjen.
LÆS OGSÅ: Sverige nægter at genindføre statsstøtte til elbiler
Direktøren er dog stadig overbevist om, at elbiler leverer en overlegen køreoplevelse. Det selvom han står i spidsen for et mærke, som i øjeblikket leverer elbiler, der er fyldt med fejl. Læs mere om det her.
– En elbil giver en overlegen køreoplevelse og øger mulighederne for at bruge avanceret teknologi, der forbedrer den samlede kundeoplevelse.
– Det er dog klart, at overgangen til elektrificering ikke bliver lineær, og kunder og markeder bevæger sig med forskellig hastighed. Vi er pragmatiske og fleksible, samtidig med at vi bevarer en brancheførende position inden for elektrificering og bæredygtighed, siger Jim Rowan.
Nu hedder det sig, at Volvo kun har et mål om at blive et rent elbil-mærke. Der er bare ikke sat nogen dato eller årstal på det mål. Omvendt tror Volvo nu, at mellem 90 og 100 procent af dets biler i det mindste er ‘elektrificeret’ i 2030.
I andet kvartal af 2024 kunne Volvo fortælle omverden, at andelen af rene elbiler udgjorde 26 procent af salget. Den højeste andel blandt bilmærker, som Volvo angiveligt sammenligner sig med.
Bilmærket må også indrømme, at man ikke kan leve op til sine egne mål for at reducere CO2-niveauet fra produktionen på mærkets fabrikker. Før i dag lovede Volvo, at man i 2030 vil have sænket sit CO2-niveau med 75 procent i forhold til 2018. Nu tør Volvo ikke sige andet, end at det falder med 65 procent.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!