Ny teknologi er fedt. Men Volkswagen indrømmer nu, at man er gået for langt. I hvert fald i forhold til det kunderne vil have.
Et skridt frem og så lige et skridt tilbage? Altså i kabinen. Det er måske den rigtige løsning Wolfsburg, hvor Volkswagen nu indrømmer, at man er gået for langt med touchskærme- og flader i bilerne.
Af samme grund vender mærket nu tilbage til knapperne. I hvert fald på rattet. Det skriver Volkswagen-direktør Thomas Schäfer på sin LinkedIn-profil.
– Vi former vores modelprogram og vores design og i den sammenhæng nye, mere simple måder at styre dem (bilerne, red.) på. Eksempelvis genintroducerer vi trykknapperne på rattet. Det er, hvad kunderne vil have fra Volkswagen, lyder det fra direktøren.
Den faceliftede Golf 8 (8.5) som ventes på markedet sent næste år, kan meget vel være et bud på den første bil, hvori VW skruer ned for brugen af touchflader på rattet og i kabinen i det hele taget.
Den faceliftede Golf er allerede spottet på vejene. Men Volkswagen gør fortsat et stort nummer ud af at skjulen bilen fra de mest nysgerrige – nemlig spionfotograferne. Men så hemmelighedsfulde er tyskerne nu alligevel heller ikke.
Tilbage i september dukkede der en række billeder op af kabinen i den faceliftede Golf. Og ja, her er skærme. En meget større skærm faktisk. Men der er også knapper. Heldigvis da!