For et par år siden skrev vi her på Boosted om Volkswagen hemmelige W10-projekt med en BMW E39 M5. Nu har bilen fået nummerplader på. I Slovakiet af alle steder.
Den tidligere Volkswagen-chef Ferdinand Piëchs hemmelige projekt, som involverede en W10-motor mellem forhjulene på en BMW E39 M5, har nu fået nummerplader på.
Hvordan det har kunnet lade sig gøre, skal vi ikke kunne sige. Men bilen er i hvert fald indregisteret i Slovakiet.
Kernen i projektet var udskiftningen af den oprindelige 4,9-liters V8-motor i BMW’en med en W10-motor udviklet internt hos Volkswagen. Piëch insisterede nemlig på, at sådan et projekt, som han tidligere måtte skrotte hos Porsche, skulle realiseres.
Volkswagen har gennem tiden udviklet flere W-motorer, som adskiller sig fra de mere almindelige V-motorer.
Blandt de mest bemærkelsesværdige er W8-motoren, der fandt vej ned noget så ordiært som Volkswagen Passat.
BMW’en med W10-motor er end i Slovakiet
Den større søster Volkswagen Phaeton fik sammen med lignende Bentley-modeller en W12-motor, og det genoplivede Bugatti en W16-motor.
Ferdinand Piëch var en drivende kraft bag udviklingen af samtlige W-motorer i VW-koncernen. Og selvom W10-motoren aldrig blev sat i serieproduktion, var den altså under udvikling.
Da der efter sigende manglede en passende platform inden for Volkswagens eget modelprogram som den nye motor kunne afprøves i, gav Piëch grønt lys til indkøbet af en BMW M5 (E39-generationen).
I den bil blev den standardmonterede 4,9-liters V8-motor med 400 hestekræfter fjernet. I stedet installerede man den eksperimentelle W10-motor, som angiveligt har omkring 500 hestekræfter.
Bilen blev ifølge flere kilder brugt som af Ferdinand Piëch selv. Det var da også først år efter, at VW kom på idéen med de 10 cylindre, at BMW gjorde alvor af teknologien.
Det blev dog ‚kun‘ til en V10-motor i den efterfølgende E6x-generation af M5. Til gengæld var den motor inspireret af tyskernes arbejde i Formel 1.
Den ombyggede E39 M5 fungerede som en vigtig testplatform for W10-teknologien, og de indsamlede erfaringer menes at have haft betydning for den videre udvikling, som i sidste ende førte til W16-motoren i Bugatti Veyron.
Fordi der kun blev fremstillet dette ene eksemplar af bilen, har den været omgærdet af en vis mystik, og dens faktiske eksistens har der været meget tvivl om, siden historie for flere år siden første gang dukkede op.
Den specielle BMW M5 ejes i dag af en bilsamler i Slovakiet. Ejeren gav Drive Tribe mulighed for at prøvekøre bilen. Og ikke nok med det. Filmholdet har fået lov til at gå på opdagelse i mandens i øvrigt ekstremt unikke samling af motorer fra VW-koncernen.
Den nuværende ejer har også en anden W10-motor som er bygget af Volkswagen. Den motor opbevares separat og har ifølge ejeren aldrig været monteret i en bil. Samlerens garage huser desuden en W8- og en W12-motor.
Læs flere artikler efter annoncerne: